Chips til maden
(Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, udlever sin åndelige alder:) Der var engang hvor Cola kunne købes i en flaske der indeholdt en kvart liter. Jeg lover du ikke skal læse en Monthy Pythonsk klumme om vores hårde barndomsliv under de hvide vejstriber. MEN det var altså andre tider i de sene halvfjerdsere og tidlige firsere mens jeg voksede op.

Og ingen historie om en barndom uden lidt traumatik. Jeg kan huske en dag jeg samlede flasker hele dagen og dermed pantpenge nok til at kunne købe noget slik. Min far blev meget vred da han så mit slik fordi han var overbevist om at jeg havde stjålet det –hvordan skulle jeg ellers have fået råd til det? Men det gik jo over -både skylden, skammen og slikket.

Colaer var heller ikke hverdagskost. Sodavand var Brugsens billige serie af hysterisk skrig-indfarvede drikke der blev købt en kasse af til familiesammenkomster. Med de resulterende og afslørende hyperindfarvede kinder og hårdt belastede overvejrtrækninger.

Men det minde der tydeligst viser min allerede bedagede opvækst er, at når det skulle være rigtig fint spiste vi chips til den varme mad. Jeg har en bekendt, hvis familie serverede chips til maden en gang om året –nemlig til juleanden. Helt så specielt var det ikke hos os –vi kunne godt få chips indtil flere gange om året. Men oftest til maden og helst den luftige type der kom i en hvid og rød pose.

I dag kan Cola kun med nød og næppe købes i en kvart liters flaske. Det er vel nærmest svært at få en halvliters de fleste steder. Og det er jo kapitalistisk og logisk nok –hvis ikke vi kan sælge flere af vores varer må vi sælge mere af vores varer. Men det bliver vi jo ikke mere sultne eller tørstige af. Men så kan man jo altid blive gammelost-traurig og fortælle lange historier om min evigt tabte og hengemte barndom.