Thanks to Tveskov
(Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, ser på bryster fordi han ikke har noget valg:) Forbudt: metasnak. Tilladt: handling. Men så alligevel –som den selvrefererende og -beskuende race vi er ved at evolutionere os til, må jeg nødvendigvis starte med at kigge indad. Det er Tveskovs skyld at jeg vikarierer for ham i påsken. Fordi han spurgte. Men hvis skyld er det at det overhovedet er påske? Det må så være din (og min).

Vi har ikke et eneste håndgribeligt bevis på at der eksisterer religioner –andre end dem vi selv sætter og bygger, både mentalt men så sandelig også fysisk. De fysiske mangler så ikke i storhed og erektion, hvad de åndelige tegn mangler i manifestation. Man må oprindeligt have siddet med en bunke af ubesvarlige spørgsmål. Hvorfor dør vi? Hvorfor lever vi? Hvorfor spørger vi? Og da det blev for bøvlet besvarede nogen det –først med et forsøg på regler. ”Her er nogle regler at leve efter og hold så kæft”. Og da det ikke var nok kom resten af historien. I de fleste religioner bundet ind i mytens og historiens pædagogiske struktur.

Kort sagt er påsken forklaringen på det hele – en kombination af mental pisk og gulerod. Helvede og himmel –straf og evigt liv. Om ikke andet er der jo håb i fortællingen om påsken. Langt mere end det håb de tunge religionsfortolkere tillader i det knap så tilgivende gudebillede der eksisterer i bedste velgående. ”Ja, min gud er jo så primært beskæftiget med at revse mig for at bruge den vildtløbende frie fantasi –hø, se lige hendes bryster- som han selv har udstyret mig –hø, se lige hendes bryster- og derfor må jeg jo ikke tænke på noget –hø, se lige hendes bryster- som ikke er kultiveret”. Ja, tak –flot fortolkning. Ikke blot har gud sindsygt travlt med at behandle en bunke af konstant tiggen og beden, han skal også bogføre gigantiske mængder af data om menneskelige tankeoverskridelser.

Jeg tror hurtigt at vi må konstatere at rigtig meget af det bøvl vi tilskriver guderne nok i virkeligheden er opstået i vores menneskelige små sko. Og hvis ikke vi havde så fucking travlt med at frygte den uundgåelige død ville der ikke være behov for evigt liv og genopstandelse. Der ville nok ikke engang være særligt behov for den almindelige daglige opstandelse. Så derfor er det altså din skyld det er påske –og dermed din skyld at Tveskov –hø, se lige hendes bryster- kan tage en velfortjent slapper, og jeg skal skrive. Praise the lord.