Iris Murdoch i The Black Prince;

Enhver kunstner ved, at mellemrummet mellem det øjeblik hvor et værk er for uformet til at man kan mene noget om hvor det bærer hen, og det øjeblik hvor det er for sent at ændre på det, dette område er så smalt som en nål

Hidtil korteste måde at sige dette på, og jeg tror det også gælder uden at vi nødvendigvis taler kunst på stort K, altså også i nogen grad for sådan mere dagligdags sovs-og-kartofler kreativitet og problemløsning.

Citatat fortsætter;
De fleste kunstnere gliver af dovenskab, træthed eller mangel på åndsnærværelse fra den ene tilstand til den anden, trods alle forsæt, og trods det håb hvormed hvert nyt værk påbegyndes

Sakset fra den 20+ år gamle Peter Bastian bog "Ind i musikken" som jeg først lige har fået læst. Den har nok ikke helt tålt tidens tand, ihvertfald ikke de dele hvor der er rigeligt med "paradigmeskift" og senfirser kaos-begejstring, selvorganiseringssniksnak og "Mærk verden" bevidsthedsjubel. F.eks kammer det pænt meget over i slutningen af trediesidste kapitel;

Det analytiske menneskes intense skadefryd ved at bekæmpe vores inderste drømme, vores inderste vished, kan kun afbalanceres af det musiske menneske. Den eneste mennesketype som ikke drømmer om magt, den eneste mennesketype som muligvis vil være i stand til at administrere den.

Så wuhuu, de viise fagotister shall inherit the earth und so weiter. Men godt citat, og der er da osse flere gode pointer i Bastians bestseller.