| u g e - 0 2 - 9 8 |
|
"Af børn og fulde folk..." Hvad gør vi galt? Læserne summer fortsat lystigt om gaab.dk som en hoben fluer på en kunstig nytårs hunde høm-høm. På trods af talrige og målbevidste forsøg på at ryste hele samfundsgrupper og marginal-regionale landeområder af, viser vores statistiksoftware den samme kedelige tendens gang på gang; 75% vækst hver måned. De eneste som udebliver er de sponsorer som skulle have forsødet vores bankkonti og have gjort det muligt at lancere gaab.dk i de baltiske lande. Dette ser dog ud til at have lange udsigter, så det må fortsat være lysten som driver (mak)værket. Dette skal dog ikke afholde os fra fortsat at opdyrke og ophidse nye målgrupper og efter endnu en langvarig brainstorm på redaktionen slog det ned i os; vi må "gøre noget" for kvinderne! Ikke at gaab.dk er kendt for at være specielt mandschauvinistisk; faktisk får vi jævnligt mail fra kvindelige læsere som spørger efter gratis T-shirts eller bare kommenterer på nærværende publikations umotiverede udgydelser. Og hvem siger iøvrigt at redationen her på stedetsom- ikkeburdeha'været udelukkende består af mænd? Men til sagen; Det står efterhånden meget klart at børn og børnefamilier skal mere i fokus hertillands. Her er vi helt på linie med Statsministeren. I et klip som allerede ved aftenkaffetid den 2.1.98 var ligeså klassisk som "der er ikke fejet noget ind..." og "jeg var inde i en svinestald fornylig..." talte Poul Sirup med alvor og medynk om den stakkels mor på vej til daginstitutionen i de tidlige morgentimer med de små søvndrukne bag på cyklen. Det var grumme uklart hvad manden konkret agtede at gøre, så de kære små kan komme til at sove længe, men hvorom alting er så vil vi gerne hjælpe vores landsfar med at rette søgelyset på denne udsatte samfundsgruppe som børnene udgør. Skurken i den seneste 007-epistel Elliot Carver bærer iøvrigt samme danske brilletype som førnævnte statsminister. Tilfælde? Det må læserne vurdere. Det er dog som bekendt ikke det eneste danske islæt i Bond-filmen. Det andet sker i yndig form af vores allesammens danske fotomodel Cecilie Thomsen hvis 70 sekunders indsats i filmen dog ikke var at kimse af. "Tommorow Never Dies" er også interessant udfra en lidt anden vinkel, den sætter nemlig nye rekorder mht. product-placements. Den danske opstandelse omkring et par poser Gevalia-kaffes diskrete, men bevidste medvirken i Taxa-serien er rent te-vand når man sammenligner med hvad hr. Bond måtte trækkes med i den seneste 007 epistel; Det vrimler med BMW 750iAL'ere, Ericsson-debiltelefoner og Smirnoff-flasker og... -På dette sted vil den opmærksomme (kvindelige?) læser indvende at vi allerede er nået lysår væk fra ugens emne, hvilket der da også kan være noget om, så vi stiller straks tilbage til barndommen... Selv i en tid hvor mange opfører sig som teenagere til de er et godt stykke over 30, kommer der en dag hvor det store truende biologiske ur indhenter selv de mest kyniske og selvoptagede nogenogtredivere, ikke mindst medlemmerne af det såkaldt svage køn. Og når så endelig baby-boom'et indtræffer på privatadressen, kan boom'et let blive en temmelig øredøvende affære; Hvor det før hed "Palermo eller London?" er det nu "Pampers eller Libero?" og den tid som før gik med kys, kram og klokkeklang er nu allokeret til kolik, krammedyr og kartoffelmos. Næste fase er et dybt og mavesugende fald ned i generationskløften; Mange ældre typer (såsom os selv) bliver let skræmte af 5-årige som kender flere bugs i Navigator 4.0 og flere hemmelige Quake II levels end en selv. Dette er dog kun en lille forsmag på hvad der venter vores generation i old-boys helvede på den anden side af det årtusinde som ikke er mere end godt 700 dage væk. Det blir ikke nogen picnic at slås med ens børn om hvem der har førsteret til den forkølede T2 linie ud af huset. Hellere nøjes med et enkelt toilet i husstanden end at skulle dele internet-forbindelse med en lille rod som hellere vil surfe end se TV. Og poderne vil kun have himmelvendte øjne tilovers, når den gamle ævler om dengang GIF-animationen blev opfundet og Casper Christensen var sjov. Og når lillesøsters slidte Playstation3 står overfor udskiftning blir det utvivlsomt farmand som arver afkommets forældede hardware og "Shhhh, far sidder og HTML-koder" får utvivlsomt samme status som "Stille, far ser tipsfodbold" havde i 70'erne. Men misforstå os ret; Det er facinerende at iagttage en fireårig pige som dybt koncentreret og kompetent spiller "Tomb Raider" midt i mylderet i en Merlin-butik mens undrende forældre mistroiske ser til. Den nye generation om man så vælger at kalde dem screenagers, Generation Y eller Global Teens har deres nervesystem tunet til 3D spil, webbrowsere og mediefragmentering på en måde som dinosaurer over 20 godt kan glemme nogensinde at opnå. Den kynisme og ironiske distance som ansporer "sån' noen som os" (for at citere Poul "Kvalme" Krebs) til at skrive og læse semi-underlødige, gennemkedelige udgydelser som gaab.dk, vil sikkert ikke være at finde hos screenagerne. De vil formodentlig hade ironi ligeså meget som vi hader 68'ernes selvretfærdige pseudosmølfesolidaritet. Et godt råd herfra er iøvrigt aldrig at begå en af 68'ernes største bommerter (og guderne skal vide at der er nogen stykker at tage af) nemlig "Frisk med de unge"-bommerten. Intet er mere ynkeligt end når nogen forsøger at belære f.eks ens yngre bror, søster eller nevø etc. om at der "skam også blev lavet god musik i 80'erne". Man er tilbøjelig til at glemme at det er at årti siden at Public Enemy eller Red Hot Chilli Peppers var smarte og der er absolut ingen point for at påpege at Prodigy "skam også lavede musik tilbage i starten af 90'erne"... Afslutningsvis skal det nævnes at vi har leget med tanken om at lave en særlig gaabKIDS sektion, men mon ikke den yngre generation har lidt for god smag til denslags halløj...
|
|
| 1 9 9 8 © g a a b . d k |