m a n d a g - u g e - 4 3 - 9 8  

 

 

 

"Flid, Fedt og SNYD"

De sidste par uger har været hårde for TV-mediets troværdighed. Som om det ikke var nok for Tim og Gordon at være kendt for den dårligste danske spillefilm nogensinde, vil de nu blive husket som dem der mindede os alle om at "TV ikke er virkelighed". Det blev en kedelig selvopfyldende profeti for de to "Taber-Show" bestyrere at bortforklare brugen af betalte statister i deres skrantende fredags-program. De to eks-komikeres papirtynde undskyldninger om at "Lykkehjulet jo heller ikke er virkelighed, for deltagerne er jo castede og udvalgt" var kun med til at gøre ondt værre.
Det komiske højdepunkt blev nået da Tim Vladimir på TV2 langede ud efter Ekstra Bladet fordi de "Skriver ting der ikke passer, f.eks. har de lige skrevet at Kronprinsen har været på Diskotek med Jønke". Hertil svarede Hr. Meierheim stille og roligt "Jamen, det de skrev om jer passede jo?".
"Nåeh ja" svarede Tim og lignede en brødebetynget Golden Retriever der lige havde tisset på tæppet i spisestuen.

 

 

 

 

 

 

Og pludselig vrimlede det med bekendelser og afsløringer i TV-verdenen. I programmet "Udfordringen" der havde alle bankassisternes våde drøm, Henriette Honoré, som vært, var der åbenbart i flere tilfælde tale om aftalt spil. Man havde (uha, uha) aftalt leverancer af byggematerialer og lignende med sponsorer på forhånd. Inden alle illusioner om TV-mediet styrter i grus, skal vi minde om at der aldrig har boet en mand ved navn Mads Skjern i en by der hedder Korsbæk og at der slet ikke er noget vejrkort, men en blå spånplade bag meteorologerne når de giver os vejrudsigten. Skulle der mod forventning være små børn blandt læserne skal vi kraftigt opfordre til at de forlader gaab.dk her. For knapt så sarte sjæle kan vi ligeledes afsløre at Bamse og Kylling slet ikke er levende, der er faktisk mennesker indeni.

Til gengæld har det vist sig problematisk at finde ud af hvem der en inden i Reimer Bo Christensen. Mange mennesker mener åbenbart at Hr. Reimer er Guds gave til journalist-standen, faktisk vil det ikke undre hvis vi ser illegalt salg af "Reimer Bo - Han er go'" T-shirts før den første sne falder. Men selv om manden har selveste Jytte Hilden som researcher, lykkedes det ham for et par uger siden at nå et nyt lavdepunkt i journalistisk usaglighed omkring det fortærskede emne "Børneporno og Indernettet". Man vil relativt let kunne finde overkørte pindsvin på landevejene der ved mere om Nettet end RBC, der kører talkshow efter konceptet "Jeg har mikrofonen og råber højest, så jeg har altid ret".
Som et led i denne nye og uventede ærligheds-tendens vil vi også her på gaab.dk redaktionen gå til bekendelse; Vi har flere gange benytte attrap-medarbejdere og snyde-links. Faktisk er det slet ikke rigtige mennesker der skriver teksterne, men et avanceret CGI-script som blander tekst fra Politiken, Statstidende og gamle årgange af Ugens Rapport og Euroman. Links'ne bliver automatisk hentet fra Jubii's "Nye Links" kategori og grafikken laves af børneslavegrafikere i Indien. Og som om dette ikke var galt nok, har det vist sig at op mod halvdelen af læserne er attrap-læsere, dvs. folk der lader som om de læser gaab.dk, mens de i virkeligheden er i gang med at passe deres dagjob.

Nu kan man indvende at gaab.dk er meget sent ude med at omtale hele Tim & Gordon skandalen, men dels har vi været på ufortjent efterårsferie, dels giver det os en mulighed for bedre at kunne perspektivere hændelsen. Og her er det jo en ren gru hvorledes ordet perspektivere er kommet på mode. "Det er jo et spørgsmål om at kunne perspektivere det skete" kan man høre folk sige med himmelvendte øjne. Til denslags er der kun ét at sige; "Well, prøv at perspektivere denneher knytnæve som lander på din næse om få millisekunder hvis du ikke holder kæft". Sådan. Det kan virke unødvendigt at true med fysisk vold i den forbindelse, men hvis vi lige skal perspektivere denne udtalelse lidt, så gider vi simpelthen ikke høre det åndssvage ord brugt som undskyldning for at gå i selvsving over hvadsomhelst.

Til gengæld skal vi på det kraftigste opfordre de få rigtige læsere vi har til at kigge her forbi på torsdag. Til den tid annoncerer vi nemlig en nyskabelse som dels vil sende chokbølger gennem den danske webverden, dels hæve gaab.dk's troværdighed med flere hundrede procent...

  1 9 9 8 © g a a b . d k